Grundtanken i Mød Verden er, at vi alle er lige værdige, og at vi alle fortjener at blive set, som de mennesker vi er. Derfor er vi også særligt glade for, at Kajakkerne er hoppet med på ‘Mød Verden’ vognen, og at de vil give en optræden på den store scene i Karolinelund den 19. september.

Kajakkerne kommer fra Værestedet Perlen i Aalborg, som er et dag- og fritidstilbud til voksne udviklingshæmmede, som byder på en bred vifte af aktiviteter og tilbud – bl.a. jobtræning, ungdomsklub, pensionistklub og kunstskole. Og hvad ville et værested være uden musikundervisning. Kajakkerne er et af de bands fra Værestedet Perlen, som tager ud og optræder til forskellige arrangementer rundt om i det ganske land.

Poul Ankjær er en af musikunderviserne, som arbejder med Kajakkerne. Han brænder tydeligvis for sit arbejde, og han nyder at se den udvikling, bandet har gennemgået fra opstart, til at de nu tager ud og optræder for mange mennesker.

“Det er en udfordring hvis en laver en fejl, men i stedet for at gå i panik, så har de så meget styr på det nu, og så mange års erfaring, at de bare lader som om det var meningen, og så kører de videre. Det giver hår på brystet at lave fejl på scenen, og så lade som om det ikke var en fejl”  – Poul Ankjær

Kajakkerne er kendt for at levere et energisk show, hvor bandet giver den gas, og publikum får en chance for at se en anden side af voksne udviklingshæmmede.

Mød Verden handler ikke bare om, at flygtninge og danskere skal mødes. Det handler også om at vise flygtningene, hvad Danmark og danskerne også er. Vi vil gerne vise vores mangfoldighed, og at der i Danmark er plads til alle.

For Poul Ankjær og Kajakkerne var der ingen tøven, da de blev bedt om at optræde til Mød Verden – i Karolinelund. “Vi stiller gerne op, når I ringer og kalder, især til et godt formål” smiler Poul Ankjær.

Alle Kajakkerne glæder sig til at skulle på scenen i Karolinelund, og vi håber, at folk vil tage godt imod dem. Lige som alle andre, som optræder på en scene, elsker Kajakkerne, når publikum hepper på dem. Så kom forbi Karolinelund og hjælp os med at fejre mangfoldigheden, og heppe på Kajakkerne og alle de andre fantastiske mennesker, som optræder til vores fest.

“Det er rigtig fedt, når folk råber ekstra nummer.”  – Tina